Bulldogs-kaptajnen fortsætter karrieren andetsteds

Odense Bulldogs og Nicolai Weichel har besluttet ikke at forlænge samarbejdet. Dermed har den nu tidligere kaptajn for Bulldogs spillet sin sidste kamp i den hvide trøje.

Nicolai Weichel skiftede til Odense Bulldogs tilbage i 2021, og var en bærende del af genopbygningen af det Bulldogs-mandskab, som i samme sæson kunne fejre en bronzemedalje – en præstation der endte 10 års medaljetørke i Odense. Sidenhen er det blevet til mere end 150 kampe for Odense Bulldogs fordelt over de seneste tre sæsoner inden karrieren fortsætter andetsteds for den nu tidligere Bulldogs-kaptajn.

Både Odense Bulldogs og Nicolai Weichel har været glade for tiden og samarbejdet i de forgangne tre sæsoner, som nu er gået i Odense, mens begge parter dog også mener, at tiden nu er blevet moden til en luftforandring og dermed et klubskifte.

”Vi har været rigtig glade for samarbejdet med Nicolai Weichel, som også har været en vigtig del af den genrejsning af Bulldogs, som vi søsatte for tre år siden. Vi har dog også været enige om, at tiden nu er den rette til et skifte, og derfor skilles vores veje her.” fortæller Ole Nielsen, administrerende direktør i Odense Bulldogs og afrunder: 

”Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Nicolai for tiden i Bulldogs og for sin indsats på holdet, og ønsker ham samtidig held og lykke fremover i sin fortsatte karriere.”

Udover Nicolai Weichel tager Odense Bulldogs også afsked med Rasmus Simonsen, der efter en skadesplaget sæson stopper i klubben.


Odense Bulldogs forlænger med Markus Jensen Odense Bulldogs og Nicolai Weichel stopper samarbejdet - også Simonsen er videre