Luka Maver har fået sat sit aftryk under sæsonstarten i Metal Ligaen. I første hjemmekamp mod Rungsted var han en central spiller i offensiven, og det har resulteret i en plads i ugens A-kæde.
Se hele ugens hold herunder, og hvad redaktionens begrundelse er:
Målmand: Mathias Seldrup (Esbjerg Energy): Har fundet humøret igen i Esbjerg og har grebet chancen i fraværet af Nicolaj Henriksen. Holdt nullet og stod en stor kamp mod Herlev onsdag aften.
Back: Arturs Kulda (Esbjerg Energy): Viste al sin rutine og beviste, at han i hvert fald på nuværende tidspunkt er fuldstændig kompatibel til Metal Ligaen. Scorede tilmed det afgørende mål i Granly Hockey Arena.
Back: Gustav Nielsen (Frederikshavn): Spillede sin hidtil bedste kamp for nordjyderne og passer perfekt ind i Frederikshavns "skøjtebaserede" stil. Scorede tilmed 5-1-målet i powerplay.
Forward: Albert Schioldan (Frederikshavn): Blev kåret til Man of the Match i Frederikshavns sejr over Rødovre, og det ganske fortjent. Scorede to gange i powerplay i 5-1-sejren og glimrede generelt med en stærk indsats.
Forward: Bryce Kindopp (Rungsted): Debuterede i Odense tirsdag aften og fyldte rigtig meget i Rungsteds offensiv. Diskede tilmed op med to flotte assister til Rungsteds to første mål. En klar gevinst for både Rungsted og Metal Ligaen.
Forward: Luca Maver (Odense): Var den styrende offensive kraft i Odenses kamp mod Rungsted. Hele tiden pågående, skarp og målfarlig. Dejlig type.