Odense Bulldogs støtter igen i år op om Veteran Match

Igen i år er vi sammen med Danmarks Idrætsforbund (DIF) – og med støtte fra forsvaret – en del af Veteran Match. Det betyder, at vi fredag d. 2. oktober dedikerer kampen mod Esbjerg Energy til ære for Danmarks tidligere udsendte og deres pårørende.

Til Veteran Match inviteres danske veteraner og deres pårørende fra den 18. september - 18. oktober gratis til en række kampe i 3F Superligaen, NordicBet Ligaen, Bambuni Herreligaen, Bambuni Kvindeligaen og Metal Ligaen. I alt bliver 57 kampe dedikeret til at anerkende dem, der har gjort en forskel på internationale missioner for Danmark - heriblandt vores hjemmekamp mod Esbjerg Energy.

”Vi er stolte af igen i år at være en del af Veteran Match. For os handler det om at bruge det fællesskab, vi har omkring ishockeyen, til at sætte fokus på og anerkende de folk, der har været udsendt for Danmark. Samtidig ønsker vi at skabe en aften, hvor både veteraner og deres pårørende føler sig velkomne i Sparekassen Danmark Arena” udtaler Billet- og Event Manager Thomas Nielsen.

Til opgøret mod Esbjerg Energy går spillerne på isen i specialdesignede trøjer med Veteran Match-logoet. Trøjerne er designet i samarbejde med vores lokale veteranhold Odense Warriors. Et udvalg af disse trøjer vil efter kampen blive sat på auktion via Odendo.dk.

Under kampen vil der desuden være Pick-A-Jersey, hvor det er muligt at købe lodder og få chancen for at vinde en af de specialdesignede trøjer.

Pengene fra trøjesalg og lodsalg går til DIF Soldaterprojekt og skal blandt andet støtte deres ’Safe Zones’ og ’Family Zones’. Det er særlige træningsfællesskaber for veteraner og politifolk med fysiske og psykiske mén samt deres pårørende.

”Det er igen i år en stor fornøjelse at kunne invitere både veteraner, deres pårørende og den brede befolkning med til Veteran Match. Det gør os stolte, når vi ser de toppen af dansk idræt bruge deres fællesskaber og deres platforme til at gøre en ekstra indsats for vores tidligere udsendte og deres pårørende. Vi ved, hvor stor en forskel det gør for dem, når klubberne og idrætten står sammen skulder ved skulder og anerkender dem for deres store indsats for landet,” udtaler Frans Hammer, næstformand i Danmarks Idrætsforbund og medlem af styregruppen bag Veteran Match. 

Er du tidligere udsendt og interesseret i at komme gratis ind til kampen mod Esbjerg Energy, så kan du finde billetter her her eller på veteranmatch.dk.


KAMPEN KORT: VAY-Vay-Vay! Frederikshavn holdt nullet i Odense