Christopher Kamph og Philip Rafnsson tager begge to endnu en sæson i Odense Bulldogs efter at parterne nu er blevet enige om kontraktforlængelser.
21-årige Christopher Kamph er med kontraktforlængelsen nu klar til at tage hul på sin femte sæson i Odense Bulldogs, når den nye sæson blænder op til september. Christopher Kamph har haft sin hockeyopvækst i OIK, hvor han har arbejdet sig op igennem ungdomsrækkerne og har siden 2018/19-sæsonen været at finde i holdopstillingen hos Odense Bulldogs.
I sidste sæson debuterede 18-årige Philip Rafnsson for Odense Bulldogs, hvor det blev til 33 kampe i den rød-hvide trøje. Philip har i løbet af sæsonen udvist den rette mentalitet og udvikling, som nu belønnes med en seniorkontrakt til den kommende sæson.
Kontrakterne er på betingelse af godkendelse fra DIU's Licensudvalg.