Filips Buncis trækker i Bulldogs-trøjen og styrker offensiven

Odense Bulldogs henter den lettiske landsholdsspiller, Filips Buncis, som har underskrevet en etårig kontrakt med klubben. Med en højde på 193 cm og en vægt på 100 kg bringer den talentfulde center en imponerende fysik med sig til Odense Bulldogs.

27-årige Filips Buncis har rygsækken fuld af international erfaring med optrædener for samtlige af de lettiske ungdomslandshold, hvor han desuden kan sætte flueben ved VM for både U18- og U20-landsholdene. Filips Buncis er også i øjeblikket landsholdsaktuel for Letlands A-landshold, hvor han de seneste år har spillet flere og flere kampe for nationen og samlet noteret sig 24 kampe.

”I Filips Buncis får vi en stor og stærk tovejs center, som på trods af sin størrelse har et rigtig godt skøjteløb. Han er meget stærk på face-offs og taktisk dygtig med en særlig evne til at læse spillet.” siger Ole Nielsen, administrerende direktør i Odense Bulldogs, og fortsætter:

"Vi er begejstrede for at tilføje Filips til vores hold. Hans fysik og erfaring fra både landsholdet og flere af de stærkeste ligaer vil uden tvivl styrke vores trup, så vi ser frem til at få ham med på holdet i Bulldogs i den kommende sæson.”

Den stærke lette har slået sine folder i flere af de store og stærke ligaer som DEL og KHL. Senest har Filips Buncis spillet for Västerviks IK i den svenske HockeyAllsvenskan inden turen nu går til Odense Bulldogs i Metal Ligaen, hvor en ny udfordring venter.

”Jeg er spændt på at komme til Odense Bulldogs og jeg ser frem til at blive en del af holdet, møde mine nye holdkammerater og komme i gang med sæsonen”. fortæller Filips Buncis.

Tilføjelsen af Filips Buncis styrker offensiven, hvor hans erfaring og evne til at kombinere det fysisk spil med teknisk finesse vil bringe en ny dynamik til holdet og gør ham til værdifuld tilføjelse – og det ser Paul Thompson, cheftræner i Odense Bulldogs, frem til.

”Filips er en stærk tovejs center, som er spilintelligent og med en god fysik, der kan spille i alle situationer. Han har en god portion erfaring i en ung alder, og vi har fulgt hans udvikling de seneste sæsoner. Derfor har vi også store forventninger til Filips i den kommende sæson og vi glæder os over, at han nu bliver en del af Bulldogs.” fortæller Paul Thompson.

Kontrakten er på betingelse af godkendelse fra DIU's Licensudvalg.


Odense Bulldogs og Sebastian Ehlers stopper samarbejdet Notorisk målscorer skifter til Odense Bulldogs