Samarbejdet med cheftræneren afbrydes med øjeblikkelig virkning

Odense Bulldogs har besluttet at afbryde samarbejdet med cheftræner, Jason O’Leary, med øjeblikkelig virkning.

Beslutningen er truffet efter en samlet vurdering af den sportslige udvikling over en længere periode, hvor man ikke har oplevet den forventede udvikling i spillet. Den seneste periode, hvor holdet har tabt otte ud af ni kampe, har yderligere understreget behovet for en ny retning og nye perspektiver til den afgørende fase af sæsonen, hvor der fortsat er meget at spille for.

”Vi har i Odense Bulldogs høje ambitioner både på og uden for isen, og vi arbejder kontinuerligt for at skabe de bedst mulige rammer for at lykkedes. Når resultaterne og vores udtryk ikke afspejler det ønskede og forventede niveau, er vi nødt til at reagere. Derfor har vi vurderet, at et trænerskifte er nødvendigt for at genetablere momentum og sikre det rette fundament frem mod slutspillet,” fortæller Ole Nielsen, administrerende direktør i Odense Bulldogs.

For resten af sæsonen vil Anders Førster overtage ansvaret som cheftræner. Han vil stå i spidsen for holdet og lede truppen gennem den afsluttende del af grundspillet samt det forestående slutspil.


OPTAKT: Odense Bulldogs-Rungsted SC KAMPEN KORT: Midtjyske prygl til mestrene