Hele tre fynske hunde har denne gang fundet vej til Ugens Hold

Odense Bulldogs sikrede i søndags den tredje sejr i træk, da de på hjemmebane i Spar Nord Arena vandt 3-2 over gæsterne fra Herlev Eagles. Fredagen forinden tog Odense Bulldogs ligeledes en vigtig sejr, da de på udebane mod lokalrivalerne fra SønderjyskE vandt 2-4.

Flere af spillerne i truppen leverede højt niveau i begge kampe og nu er hele tre af de fynske hunde udvalgt til A-kæden i Metal Ligaen.

Målmand - Samu Perhonen: Leverede vel sin absolut bedste weekend i dansk ishockey med en pragtpræstation i Vojens fredag aften og flere virkelig vigtige og flotte redninger søndag mod Herlev. Måske på vej mod storform til playoffs?

Back - Nicolai Weichel: Leverede tre assister fredag aften i Vojens og er uden sammenligning den Odense-spiller, der noterer mest istid. I weekenden 49 minutter i to kampe. Har i den grad rejst sig og taget ansvar og ser nu ud til at udfolde det potentiale, der allerede var at se hos ham for tre-fire sæsoner siden. 

Forward - Mathias Mølgaard: Sikke dog en weekend for den lange Mølgaard. Scoring i powerplay mod SønderjyskE fredag og en pragtkamp søndag mod Herlev, hvor han leverede både assist og mål i undertal. Er i gang med en "karrieresæson", hvor han virkelig har fået hul på bylden. 

Sådan beskriver redaktionen på Metal Ligaen de tre Odense-profilers præstation i denne weekend, der altså har sikret dem en plads på Ugens Hold.

Se hele Ugens Hold her.


OPTAKT: Esbjerg Energy-Odense Bulldogs VIDEO: Højdepunkter fra Odense-Herlev