Fredag aften sikrede Odense Bulldogs sig den fjerde sejr i træk med en overbevisende 5-1-sejr over Herlev Eagles. Desværre blev den festlige stemning mod slutningen af kampen forstyrret af uroligheder blandt en gruppe personer.
De involverede personer blev hurtigt identificeret og bortvist fra arenaen, og to af dem har nu fået tildelt karantæne fra fremtidige kampe. Beslutningen er truffet efter en grundig gennemgang af hændelsesforløbet i tæt samarbejde med vores vagtværn.
"Vi arbejder tæt sammen med vores vagtværn for at sikre en tryg og sikker oplevelse for alle tilskuere. Det skal være både sjovt og trygt at være tilskuer i Spar Nord Arena, og derfor tager vi også disse handlinger meget alvorligt, og understreger, at uacceptabel adfærd som denne har konsekvenser," udtaler Ole Nielsen, administrerende direktør i Odense Bulldogs.