Bulldogs Odense ApS leverer positivt resultat fra regnskabsåret 2025

På gårsdagens generalforsamling kunne bestyrelsen i Bulldogs Odense ApS præsentere årsregnskabet for 2025. Regnskabet viser et positivt resultat på 75.000 kr. efter skat, hvilket er en glædelig melding med en sæson, der kulminerede med klubbens første danske mesterskab.

Resultatet understreger den positive udvikling, Odense Bulldogs har gennemgået over de seneste fem år. Klubben har arbejdet målrettet med at styrke både den kommercielle og sportslige del af forretningen, ligesom der løbende er blevet udviklet og optimeret på faciliteterne i arenaen.

“Vi har set et stigende deltagertal på flere fronter i vores sponsorkreds. Vi har øget deltagelsen i vores virksomhedsnetværk og næsten fordoblet antallet af sponsorer fra 110 til lige under 220. Det er en udvikling, der har været med til at understøtte den sportslige fremgang,” lyder det fra administrerende direktør i Odense Bulldogs, Ole Nielsen.

Det positive resultat kommer oven på en mesterskabssæson, hvor Odense Bulldogs for første gang kunne løfte DM-trofæet, og dermed også, for første gang, kvalificere sig til Champions Hockey League. Den international debut blev også noget af en succeshistorie, med flotte præstationer, over alle forventninger. Året 2025 har medført sportslige milepæle, som en vidnesbyrd til den transformation klubben har været igennem. Selvom guldet naturligt har krævet investeringer i den sportslige del af klubben, lander regnskabet solidt og vidner om en sund udvikling i forretningen bag holdet.

På generalforsamlingen var der desuden valg til bestyrelsen. På valg var Arne Buch, Anders Petersen og Flemming Hartvig Petersen der alle blev genvalgt. Bestyrelsen består fremadrettet af: Anders Petersen, Arne Buch, Thomas Hertz Andersen, Martin Sandgaard, Mikael Schibler, Flemming Hartvig Petersen, og en OIK-repræsentant.

Bestyrelsesformand Thomas Hertz Andersen glæder sig over udviklingen og det positive regnskab: “Odense Bulldogs er ikke længere en udfordrer, der håber på succes. Vi har bevist, at vi kan skabe resultater på højeste niveau. Vores ambition er at fastholde positionen blandt de førende klubber i dansk ishockey og samtidig fortsætte den kommercielle vækst, som skal sikre klubbens langsigtede styrke.”

Med et positivt resultat, en markant styrket sponsorkreds og et dansk mesterskab i ryggen står Odense Bulldogs stærkt efter regnskabsåret 2025. Klubben ser nu frem mod at bygge videre på udviklingen, både på isen, uden for isen og i fællesskabet omkring ishockeyen i Odense.


Pointstærk forward hentes til Odense Succesfuldt Odense Bulldogs-regnskab