I Odense Bulldogs bidrager vi til udviklingen af talenter både på og udenfor isen. Derfor har vi også ofte praktikanter i organisationen, der hver dag medvirker til at skabe oplevelserne i og omkring Spar Nord Arena

Siden august måned har Odense Bulldogs haft fornøjelsen af at have to praktikanter med på holdet. Andrea, der primært har beskæftiget sig med kommunikation og marketing og Rasmus der har haft omdrejningspunkt om billet- og eventkoordinering. Begge to har netop afsluttet deres praktikforløb i Bulldogs, og fortsætter nu på skolebænken med afslutningen af deres respektive uddannelser.

Til dagligt læser Andrea Erhvervsøkonomi – Global Business Relationships på Syddansk Universitet. Undervejs i praktikforløbet har Andrea haft fokus på kommunikation- og marketingsområdet, hvor hun blandt andet har beskæftiget sig med indholdsskabelse til online kanaler, men også andre kontaktflader og grafisk arbejde.

”Jeg har virkelig nydt min praktiktid i Odense Bulldogs. Man når vidt omkring i det praktiske, samtidig med at man kan benytte en del af det man nu har lært til forelæsningerne. Jeg har været utroligt glad for at kunne prøve kræfter med lidt af hvert inden for marketingsfeltet. Desuden er der et godt miljø omkring Odense Bulldogs og det har virkelig været et rart sted at være, med gode mennesker.” – fortæller Andrea Lee Jørgensen om de seneste måneder i Bulldogs.

Rasmus studerer Sport Management på UCL Seebladsgade i Odense, hvor han har valgt at bruge sine tre måneder i praktik under uddannelsen i Bulldogs. Rasmus har beskæftiget sig med billet- og eventområdet, hvor han blandt andet har bidraget til fanaktiviteter i forbindelse med kampe, vedligeholdelse og pleje i CRM-systemet samt været en del af den generelle eventplanlægning, hvor han har opbygget erfaring med både planlægning og afvikling af events.

”At være i praktik hos Odense Bulldogs har været meget spændende og særdeles lærerigt. Det har været et rigtigt godt sted at være, hvor de ansatte på kontoret har gjort hver dag spændende. Jeg har hovedsageligt haft mit fokus på billet- og eventdelen, men har også haft andre praktiske opgaver undervejs. Desuden er ingen dage ens, hvilket jeg synes har været et kæmpe plus.”  – fortæller Rasmus Wienke.

I Odense Bulldogs er vi glade for at kunne give vores praktikanter en hjælpende hånd videre ind i den verden, vi selv holder så meget af og bidrage til deres faglige såvel som personlige udvikling på deres videre rejse.

Vi er altid på udkig efter nye talenter, der brænder for sportsverdenen og som har lyst til at bidrage til udviklingen af Odense Bulldogs. Lyder det som noget for dig? Så send en mail til ms@bulldogs.dk med din ansøgning og CV.


COACHES CHALLENGE er tilbage i Metal Ligaen Micke Saari drager videre fra Odense Bulldogs