Den fynske defensiv styrkes i den kommende sæson med tilgangen af Justin Hamonic

Odense Bulldogs har sikret sig tilgangen af den store canadiske back, Justin Hamonic, der forventes at blive en vigtig spiller for holdet og styrke defensiven i den kommende sæson. Justin Hamonic skifter til Odense Bulldogs på en etårig kontrakt.

Den 29-årige back medbringer sig en masse erfaring fra både ECHL og AHL, hvor han har repræsenteret en række forskellige klubber. Udover sin erfaring fra de amerikanske ligaer har Justin Hamonic også spillet i europæisk ishockey, der har bragt ham forbi Frankrig, Storbritannien og senest Norge inden turen nu går til Danmark og Metal Ligaen.

Spar kr. 499,- på dit sæsonkort i maj måned

Justin Hamonic rummer stærke ledermæssige egenskaber og går altid forrest for sit hold som en naturlig leder. Al sammen kvaliteter der har givet ham rollen som kaptajn på flere af sine tidligere hold og netop disse egenskaber begejstrer Ole Nielsen, administrerende direktør i Odense Bulldogs:

”Vi er rigtig glade for at få Justin med ombord på holdet og forventer, at han vil være en markant tilføjelse til truppen. Han er en stærk og stabil defensiv spiller med en bred erfaring fra flere ligaer og besidder rigtig mange gode kvaliteter sportsligt, hvor han er en stor og stærk back, der rydder op foran målet og er stærk i nærkampene, mens han også personligt er vellidt som kulturbærer og leder.”

Som juniorspiller var Justin Hamonic en del af ungdomssystemet omkring Winnipeg, hvorfra han har fået sin hockeyopdragelse, der sidenhen ledte ham til det canadiske U17-landshold. Efter tiden i Winnipeg Monarchs blev det til fire sæsoner i Tri-City Americans, hvorefter han skiftede mellem AHL og ECHL inden sit europæiske eventyr.

Få ubegrænset Odense Bulldogs med sæsonkort fra kr. 99,- om måneden

Cheftræner i Odense Bulldogs, Paul Thompson, ser mange kvaliteter i Justin Hamonic og glæder sig ligeledes over tilgangen af den store back, der skal styrke defensiven og bidrage med særligt sine stærke defensive egenskaber:

”Justin Hamonic er en stærk højreorienteret back med en god størrelse, stor fart og mobilitet. Han er rigtig svær at spille overfor og vinder mange af nærkampene og duellerne foran målet. Han er en naturlig leder og kæmper for holdet, hvor han altid går forrest. Vi ser meget frem til at få Justin med på holdet og få glæde af hans solide evner på blå linje.”  

Kontrakten er på betingelse af godkendelse fra DIU's Licensudvalg.


IGOR MEREZHKO skifter til slovakisk ishockey Lettisk landsholdsbobler skifter til Odense Bulldogs