Frederik Søgaard er klar til sin fjerde sæson på Fyn

Frederik Søgaard trækker endnu engang i Odense Bulldogs-trøjen, når den nye sæson skydes i gang. Den 24-årige målmand har netop underskrevet en etårig kontraktforlængelse og fortsætter dermed sin rejse på Fyn, hvor han nu går ind til sin fjerde sæson.

Søgaard har gennem sine foreløbigt tre sæsoner i Odense vist sig som en pålidelig backup-målmand med en stærk arbejdsmoral og vilje til at udvikle sig. Også i den forgangne sæson har han gennemgået en positiv udvikling, da han i en periode, hvor han fik muligheden for flere kampe mellem stængerne, greb chancen og leverede en række solide præstationer. Præstationer der vidner om hans potentiale og evne til at gribe de muligheder, han får.

Netop denne udvikling og vedvarende vilje til at forbedre sig skal fastholdes i den kommende sæson, hvor han skal fortsætte sin positive kurs og kæmpe med om spilletiden som en del af målmandsduoen i Odense Bulldogs.

Kontrakten er på betingelse af den endelige godkendelse fra DIU.


Salget af sæsonkort er skudt i gang