Markus Oden fortsætter i Odense Bulldogs resten af sæsonen

Markus Oden har på kort tid markeret sig som en vigtig spiller på isen med sin arbejdsomhed, kreativitet og skarpe afslutningsevner. Siden han ankom til Odense Bulldogs på en korttidskontrakt i slutningen af november, har han spillet en central rolle i flere afgørende situationer og bidraget til holdets succes med både mål og assists, og det belønnes nu med en forlængelse af kontrakten for resten af sæsonen.

Det skriver Bulldogs i en pressemeddelelse, som lyder således. 

- Markus har vist sig godt frem på isen og tilført holdet masser af energi. Hans spillestil passer godt til vores filosofi, og han er en spiller, vi kan bygge videre på i resten af sæsonen. Vi er sikre på, at han fortsat vil gøre en stor forskel på isen.” fortæller administrerende direktør i Odense Bulldogs, Ole Nielsen.

Også Markus Oden selv ser frem til fortsat at være en del af Odense Bulldogs:

- Jeg er utrolig glad for at blive i Odense Bulldogs og fortætte samarbejdet med mine holdkammerater og trænerstaben. Atmosfæren i klubben og opbakningen fra fansene har været fantastisk, og jeg glæder mig til at give alt, hvad jeg har for holdet resten af sæsonen.

Med forlængelsen af Markus Odens kontrakt cementeres ambitionen om at skabe et konkurrencedygtigt hold, der kan tage kampen op i den resterende del af sæsonen og i det kommende slutspil.

- Det er vigtigt for os at fastholde spillere, der bidrager positivt til holdånden og resultaterne, og Markus er uden tvivl en af de spillere. Vi ser frem til at følge hans udvikling og hans bidrag til vores målsætninger, afrunder Ole Nielsen.

Forlængelsen af Markus Oden har udelukkende kunne realiseres på baggrund af ekstraordinær økonomisk opbakning fra personer tæt på klubben, skriver fynboerne. 


OPTAKT: Esbjerg Energy-Aalborg Pirates UGENS HOLD: Følgende seks spillere er med i A-kæden