Måske har du mødt Tommy og Bente før. Sandsynligheden er i hvert fald stor, hvis du har været til en hjemmekamp hos Odense Bulldogs de sidste otte år. Her er Tommy og Bente nemlig frivillige og har ansvaret for bl.a. merchandiseboden, man møder i forhallen. Et frivilligjob, de ifølge Bente begge elsker at møde ind til.
”Man møder en masse mennesker og får sig en snak. Der opstår jo også en form for fællesskab, som vi har med dem, der er derude, men det er ikke nogen, vi ses med privat. Men vi ved, at når vi er i hallen, så samles vi om sporten og holdet – og det er fedt,” forklarer Bente.
Og det er ikke kun fællesskabet, der er en bonus ved frivilligjobbet – det er selvfølgelig også sporten, som de begge holder meget af.
I dagligdagen er Tommy ikke den store taler, og det vil mange der kender ham nikke genkendende til. Men når pucken bliver smidt på isen og fløjten lyder, sker der en forandring i Tommy. ”Jeg ved faktisk ikke hvad der sker, men det er som en knap der bliver tændt. Jeg kan faktisk slet ikke lade være med at råbe og engagere mig,” forklarer Tommy.
Et tæt samarbejde betyder meget
Når Tommy og Bente skal møde ind til en kampdag, starter de gerne bilen 2,5 time før dørene åbner. Det er nemlig vigtigt for Tommy lige at stikke hovedet ind på direktør Ole Nielsens kontor for at høre en status på aftenens trup og hvad der kan forventes.
Også Ole Nielsen og resten af kontoret nyder godt af både Tommy og Bentes selskab og frivillige indsats.
”Vi er heldige at have mange engagerede ildsjæle omkring Odense Bulldogs, som hver især bidrager til den oplevelse vi skaber – både på og uden for isen. Bente og Tommy er strålende eksempler på dette engagement. De står klar ved hver eneste hjemmekamp i Spar Nord Arena og sikrer, at vores fans og gæster får en førsteklasses oplevelse i fanshoppen, hvor man altid bliver mødt med et stort og smittende smil. Deres indsats er simpelthen uundværlig,” fortæller Ole Nielsen, direktør hos Odense Bulldogs.
Men det er ikke kun andre medfans og dem på kontoret, man som frivillig får et tæt forhold til. Det er også spillerne og deres familier. I mange somre har Bente nemlig også budt sig til med at hente spillere i lufthavnen, inden sæsonstart. ”Man får et helt specielt forhold til de her spillere, og det føles underligt, når nogle af dem så flytter igen. Vi når jo på en eller anden måde at lære hinanden at kende og jeg har for mange af de udenlandske spillere været deres første møde med klubben. Det har jeg nydt rigtig meget,” fortæller Bente.
Kun en enkelt kamp er misset
I de otte år, hvor Bente og Tommy har været frivillige i Odense Bulldogs, har de kun misset en enkelt kamp – ellers har de delt sig op, hvis den ene var syg og den anden tog afsted for at passe merchandiseboden. Det svarer cirka til, at de har været til 159 kampe ud af i alt 160 på otte år, og det afspejler meget godt det engagement de viser, da F for Frivillig møder dem i hockeyhallen til en snak om deres frivillige virke.
Når hockeysæsonen lukker ned, så er det campinglivet der trækker i Tommy og Bente, men vi skal ikke ret langt hen i sommeren, før Tommy er ved at være utålmodig og glæder sig til, at den nye sæson starter. ”Vi sidder jo nogle gange og kigger på hinanden på camping og tænker: ’Ringer de ikke snart?’ og det er jo det, der er lidt sjovt. Vi savner det, når vi ikke er der,” fortæller Tommy, og det vidner også om det tætte forhold, de som frivillige har fået til klubben.
”Gæsterne bliver ikke hængende”
Skulle det ske, at Tommy og Bente fik overnattende gæster en dag, har de en plan for, hvordan de får dem hurtigt ud af huset igen. Gæsteværelset er de nemlig ved at gøre til et hockeyværelse.
Her skal alle trøjer, halstørklæder, hatte, huer, kasketter og alt det hockeymerchandise de har, hænges op. ”Vi skal have lavet et eller andet, så vores gæster bliver trætte af os, når de kommer over,” griner Bente. ”De bliver ikke så længe.”
Nogen der til gengæld bliver længe, er Bente og Tommy. De har i sinde at være en del af Odense Bulldogs, så længe de kan.
”Vi kan slet ikke forestille os, ikke at være med her. For os er det et frirum og det giver en masse selvværd,” siger Bente.
Tommy og Bente i deres rette element – på plads i hockeyhallen klar til at heppe på Odense Bulldogs.
Bente og Tommy glæder sig over, at Odense Bulldogs vandt ligaen i sæsonen 24/25. (Dette foto er taget før guldfejringen)
Bente nyder livet som frivillig hos Odense Bulldogs, hvor hun sammen med Tommy både hjælper til i merchandiseboden, henter spillere og hjælper til ved sommerarrangementer.
En af de mange andre opgaver, som Bente også har hygget sig med, er bl.a. at klippe og sy de fleste betræk til sæderne i hallen. Der er i alt 1.026 stk.
F For Frivillig har fortalt historien om Bente og Tommy. Du finder endnu flere solskinshistorier på deres hjemmeside her.