Onsdag aften tog Martin Larsen rekorden for flest spillede kampe i Odense Bulldogs

Der var lagt i støbeskeen til en festlig aften, da Odense Bulldogs onsdag aften tog imod gæsterne fra Rødovre Mighty Bulls. Inden kampen blev fløjtet i gang, var spillerne samlet på blueline, da aftenen for en vaskeægte Odense-dreng havde en lidt større betydning end som så. En rekordholder og koryfæ i klubben skulle nemlig give en klubrekord videre til den næste generation i ishockeyen.

Martin Larsen havde nemlig snøret skøjterne til sin kamp nr. 535 for Odense Bulldogs - og dermed overtog han rekorden for flest spillede kampe i Odense Bulldogs fra Mads True, som i symbolikkens øje overrakte ham blomsterne for den flotte præstation.

De 535 kampe for den assisterende kaptajn taler sit tydelige sprog om en mand, der hver dag kæmper for klubben og gør sit ypperste for at præstere gang på gang. Martin Larsen har været en del af den fynske ishockey siden barns ben, og været en 'Bulldog' i både mod- og medgang. Han har løftet pokalen og været snublende tæt på en DM-titel, men også været med i bunden af ligaen, da det ikke var nær så skægt.

Hans stålsatte vilje til at vinde og lykkedes har bragt ham langt, og med et fortsat brændende ønske om at få guldmedaljer til sin barndomsklub, som det altoverskyggende mål, er der fortsat masser at kæmpe for, for den karismatiske back.

Den festlige aften fortsatte, da kampen blev fløjtet igang og Bulldogs hurtigst satte sig på spillet. Det endte med en stensikker 6-2 sejr over gæsterne, hvor sejren aldrig var i fare. Rekordsætteren Martin Larsen kunne endda krydre aftenen med en assist til Radim Piroutek ved den femte Bulldogs-scoring.

En smuk aften på mange måder, der markerede en milepæl for Martin Larsen i sin karriere for Odense Bulldogs. Og hvem ved hvor mange kampe han kan nå for klubben...


OPTAKT: Herlev Eagles-Odense Bulldogs Udvidede Højdepunkter fra Odense Bulldogs 6-2 sejr over Rødovre Mighty Bulls