Metalligaen.dk har igen sat ugens hold og følgende seks spillere er kommet ind:
Målmand: Niklas Lundström (Odense Bulldogs): Der var mange gode målmandspræstationer i sidste uge, men Odenses Lundström toppede statistikken over redningsprocenter for de målmand, der spillede mere end en kamp. Kampene mod Aalborg og Herlev gav svenskeren en redningsprocent på flotte 95.6.
Back: Jonas Brøndberg (Aalborg Pirates) Trådte virkelig i karakter for Aalborg Pirates i den forgangne uge med masser af spilletid, en assist og et fremragende mål i kampen mod Esbjerg. Ser ud til at blive mere og mere modig i sit spil, og det kan give Aalborg endnu et våben fra blå linje i den afgørende del af sæsonen.
Back: Oskar Drugge (SønderjyskE): Det er ikke supermeget, vi har set til den tidligere All Star-back i denne sæson. I hvert fald ikke, hvis man sammenligner med det, som Drugge tidligere har præsteret i Metal Ligaen. I den forgangne uge "lignede han sig selv" igen med gode aktioner og et fremragende mål fra blå linje mod Herning.
Forward: Mathias Bau Hansen (Herning Blue Fox): Det er hårdt at sige, men Mathias Bau har været inde i en lille "downperiode" på det seneste, men kun fordi han har sat ekstremt høje standarder i denne sæson. I sidste uge var han i den grad tilbage i humør med tre scoringer og fem point i alt, og bliver Hernings afgørende force i den sidste del af sæsonen.
Forward: David Madsen (SønderjyskE): Lavede et af karrierens flotteste mål, da han "flugtede" en puck i kassen mod Frederikshavn i SønderjyskE's storsejr på 5-0. Madsen var i den grad brandvarm i sidste uge - både i kampen mod Frederikshavn, hvor lavede to mål og en assist og i kampen mod Herning, hvor det blev til en af hver slags.
Forward: Sebastian Maddock Rasmussen (Odense Bulldogs): Det unge indslag blandt mange rutinerede på denne udgave af ugens hold. Sebastian Maddock er blevet gjort ekstra farlig i den nykonstruerede fjerdekæde hos fynboerne, hvor han spiller med Luka Burzan og Magnus Boesen. Det betød scoring til Maddock både hjemme mod Herlev og i Aalborg.