Odense Bulldogs og Fyens Stiftstidende forlænger samarbejdet og bidrager til udviklingen af den fynske fankultur i ishockeyen.

Fyens Stiftstidende har været en stærk lokal medspiller i Odense Bulldogs i en længere årrække, og det er derfor også glædeligt, at samarbejdet nu fortsætter i et treårigt strategisk perspektiv.

“Det er næppe gået nogens næse forbi, at der er taget store skridt i Odense Bulldogs de seneste 2-3 år. Fyens Stiftstidende har historisk set været en tæt samarbejdspartner, både i de sjove og mindre sjove stunder. Det er derfor helt naturligt, at vi fortsætter opbakningen af klubben og den udvikling, de gennemgår” - siger sponsoransvarlig i JFM, Mads Juncher, om bevæggrunden for den treårige forlængelse af samarbejdet mellem Fyens Stiftstidende og Odense Bulldogs.

Den nye samarbejdsaftale har et strategisk fokus på fanengagement og skal blandt andet bidrage til at løfte fankulturen omkring klubben. Det sker med midler til stemningsskabende aktiviteter, der skal medvirke til at løfte oplevelsen.

“Vi ønsker at gøre noget for den voksende fanskare, og derfor har vi, lidt utraditionelt, valgt at give dem en tidlig julegave, i form af en tifo-pulje på 180.000,- kr.

Puljen skal over de næste tre år løfte oplevelsen på Fyens Stiftstidende Tribunen, og bruges på stemningsskabende tiltag, alt sammen for et styrke kulturen og fællesskabet.

Hos Fyens Stiftstidende tror vi på, at kulturen lokalt inspirerer og motiverer os allesammen til at drømme stort. Med dette tiltag ønsker vi at give noget tilbage til de fans, der trofast og loyalt har støttet op om klubben, også i de mindre sjove år." - fortæller Mads Juncher om det øgede fokus på de dedikerede fans.

Nicolai Hansen, formand i Odense Bulldogs Support, glæder sig over tiltaget og opbakning til fansene fra Fyens Stiftstidende:

“Det er superfedt, at Fyens Stiftstidende har valgt at kigge vores vej og støtte op om den voksende fankultur omkring Odense Bulldogs. Stemningen er vital for oplevelsen til kampene, og med denne tifo-pulje kan vi for alvor sætte gang i nogle større initiativer, som kan løfte oplevelsen helt til tops.” 

Det bakkes op af formanden, Nicolai Mark Zerny i den anden fangruppering, Topdogs, der ligeledes er glad for den store opbakning til fankulturen og fællesskabet:

Stemningen er altafgørende for oplevelsen til kampene og vi gør alt hvad vi kan, for at sætte gang i lægterne, så drengene kan mærke os på isen. Med denne tifo-pulje kan vi sammen med Odense Bulldogs Support virkelig skubbe til tingene, så det glæder vi os meget over.”

I Odense Bulldogs glæder man sig over det gode samarbejde med Fyens Stiftstidende, der nu fortsætter i yderligere tre år:

”Vi er glade for at have indgået en ny og længerevarende samarbejdsaftale med Fyens Stiftstidende, der viser deres loyale opbakning til Odense Bulldogs og støtte til projektet. Aftalen skal blandt andet bidrage til at løfte fankulturen omkring ishockeyen og det glæder vi os over. Med det vellidte initiativ fra Fyens Stiftstidende håber vi at samle fangrupperingerne, og skabe et endnu stærkere fællesskab omkring sporten til glæde for os alle. – siger Jacob Landtved, kommerciel chef i Odense Bulldogs.


OPTAKT: Odense Bulldogs-Herlev Eagles Slutspilsfeberen har ramt Odense!