Amerikanske Brandon Estes har for alvor slået sit navn fast hos Odense Bulldogs i Metal Ligaen, hvor han gang på gang høster roser for sin indsats på isen. Hans præstationer har nu endnu en gang sikret ham en plads på ugens udvalgte A-kæde, hvor Metal Ligaen skriver således om de seks nøje udvalgte nøglepersoner.
Det er hæsblæsende for øjeblikket i Metal Ligaen med masser af kampe. Her får du de seks spillere, der gjorde sig stærkt bemærket i løbet af den forgangne uge.
Målmand: George Sørensen (Aalborg Pirates) - har fundet sin absolutte topform for Aalborg. Får god hjælp af defensiven, men det er tung klasse at køre to kampe igennem uden mål imod.
Back: Petter Hansson (Herning Blue Fox) - Den svenske back rider på bølgen sammen med sine holdkammerater. Var på plads og flyvende i kampen mod Frederikshavn fredag aften med to scoringer og lavede i alt fire point i løbet af ugen.
Back: Brandon Estes (Odense Bulldogs) - Har en kæmpe rolle på Odense-holdet, der vandt to kampe i løbet af ugen. Spillede over 63 minutter og bidrager både offensivt (3 assister) og defensivt med klassespil.
Forward: Mathias Bau Hansen (Herning Blue Fox) - Måtte "nøjes med" 12 point i den her uge. Nej, spøg til side: Bau kører forrygende for øjeblikket og synes lige nu umulig at stoppe for modstanderne. To gange fem point i weekenden er vildt.
Forward: Isac Skedung (Herlev Eagles) - Måtte desværre udgå i slutningen af tredje periode i kampen i Vojens, men nåede forinden at afgøre kampen med sit 3-1-mål. Var en af Herlevs bedste og skarpeste i 7-0-sejren over Rødovre.
Forward: Troy Lajeunesse (Aalborg Pirates) - Lajeunesse ruller i den grad af sted for øjeblikket - som han gjorde det i den britiske liga i fjor - fire mål og to assister i den forgangne uge.