Odense Bulldogs henter den svenske målvogter, Fredrik Bergvik, som en gardering for de aktuelle skader i målmandsteamet. 28-årige Fredrik Bergvik skifter til Odense Bulldogs på en kontrakt for den kommende måned med option på forlængelse.
Frederik Søgaard har måtte se til fra sidelinjen siden starten af november, hvor han pådrog sig en knæskade. I seneste opgør måtte også Mitch Gillam gå fra isen, med hvad der viste sig at være en hovedskade. Begge målmænds skader holder dem fra isen på ubestemt tid, og derfor hentes Fredrik Bergvik ind som en øjeblikkelig erstatning til at vogte målet for Odense Bulldogs.
”Vi er i øjeblikket hårdt ramt på skader i truppen, og har 5-6 spillere ude – heriblandt de to målmænd. Derfor har vi også set os nødsaget til at skride til handling og afsøge markedet for at finde en erstatning mellem stængerne. På dette tidspunkt af sæsonen er det udfordrende at finde kompetente erstatninger, og derfor er vi også glade for, at det er lykkedes at lave en aftale med Fredrik Bergvik for den kommende måned.” fortæller Ole Nielsen, adm. direktør i Odense Bulldogs og fortsætter:
”I Fredrik Bergvik får vi en moden målmand med god erfaring fra HockeyAllsvenskan, som skal styrke målmandspositionen her og nu. Han tilslutter sig i første omgang holdet på en månedskontrakt, hvor han vil få masser af mulighed for at vise sig frem på isen med sine kvaliteter. Herefter vil vi vurdere, hvorvidt der er incitament til en forlængelse af samarbejdet.”
Fredrik Bergvik tilslutter sig truppen allerede i dag og vil være at finde på holdkortet til kampen fredag aften i Vojens.
Kontrakten er på betingelse af godkendelse fra DIU's Licensudvalg.