Odense Bulldogs og Mitch Gillam har besluttet at afbryde samarbejdet med øjeblikkelig virkning. Det sker efter eget ønske fra Mitch Gillam, der har fået et tilbud om at blive førstemålmand andetsteds, hvilket Odense Bulldogs har imødekommet.
Mitch Gillam pådrog sig en skade tilbage i december måned, hvorefter Fredrik Bergvik blev hentet til holdet som en gardering herfor. Sidenhen har Fredrik Bergvik vogtet målet med stor succes, og det har sendt det tidligere førstevalg, Mitch Gillam, tilbage som andenmålmand.
”Mitch Gillam havde besluttet at tage kampen op om førstevalget i målet, men har nu fået et tilbud andetsteds, som han har taget imod. Det valg har vi naturligvis respekt for, og vi takker ham for indsatsen hos os, og ønsker ham nu held og lykke fremover.” fortæller Ole Nielsen, administrerende direktør i Odense Bulldogs.
Mitch Gillam nåede 26 kampe for Odense Bulldogs inden karrieren nu fortsætter andetsteds.