Odense Bulldogs styrker organisationen med ansættelsen af Maria Dam Husum, der tiltræder i rollen som Kommerciel Manager & Eventansvarlig pr. 1. oktober. Med masser af erfaring inden for marketing, salg og kommerciel udvikling skal hun bidrage til at videreudvikle klubbens kommercielle fundament og skabe nye muligheder for både samarbejdspartnere og klubben.
Maria Dam Husum har tidligere været selvstændig, hvor hun har arbejdet med strategi, branding og kommerciel udvikling. Senest har hun været chef for marketing og strategisk salg hos Herning Blue Fox.
Ansættelsen er en del af ambitionen om at styrke det kommercielle arbejde, herunder udviklingen af nye partnerskaber, styrkelsen af eksisterende samarbejder og udnyttelsen af klubbens nye og udvidede hospitality-faciliteter i Sparekassen Danmark Arena og Dagrofa Foodservice Pucken.
”Vi har en klar ambition om at styrke vores kommercielle fundament yderligere. Det handler både om at tiltrække nye samarbejdspartnere, skabe endnu større værdi for vores eksisterende partnere og udnytte de muligheder, vores nye hospitality faciliteter giver.
Salget af lounges bliver blandt andet et vigtigt fokusområde, hvor vi ønsker at skabe attraktive rammer for erhvervslivet. Maria kommer med stærke kompetencer inden for både marketing, salg og strategisk udvikling, som kan bidrage til at løfte vores organisation og skabe nye muligheder for klubben,” fortæller adm. direktør i Odense Bulldogs, Ole Nielsen.
Maria Dam Husum ser frem til at blive en del af Odense Bulldogs og bidrage til klubbens videre udvikling.
“Jeg glæder mig virkelig til at blive en del af Odense Bulldogs. Ishockey har altid været den sport, jeg selv har set og fulgt, så jeg føler mig ret privilegeret over, at jeg får lov til at arbejde med sporten, jeg holder så meget af. Jeg ser frem til at lære klubben og alle menneskerne omkring den endnu bedre at kende og selvfølgelig også partnerne,” siger Maria Dam Husum og afrunder:
”Jeg kommer med en baggrund inden for både salg og markedsføring, og relationer har altid været en stor del af den måde, jeg arbejder på. Det glæder jeg mig til at sætte i spil i Odense.”
Med ansættelsen af Maria Dam Husum fortsætter Odense Bulldogs arbejdet med at udvikle organisationen og styrke klubbens kommercielle position.
Maria Dam Husum kan kontaktes på mdh@bulldogs.dk og tlf. 30 70 76 06