Odense Bulldogs styrker truppen frem mod de kommende sæsoner med tilgangen af den unge forward, Mathias Kløve. Den 20-årige forward har underskrevet en kontrakt gældende for de næste to sæsoner.
Mathias Kløve kommer til Odense Bulldogs efter at have været en del af holdet i Sønderjyske de seneste fire sæsoner, hvor han i stigende grad har været en fast del af Metal Liga-truppen.
På trods af sin unge alder har han allerede opnået betydelig erfaring med mere end 150 kampe i Metal Ligaen. Derudover har han været med til at vinde både det danske mesterskab og pokaltitlen i Sønderjyske samt opnået international erfaring gennem deltagelse i Champions Hockey League.
”Mathias Kløve er en ung og talentfuld forward, som besidder et stort potentiale og allerede har solid erfaring fra Metal Ligaen. Han er en teknisk stærk ishockeyspiller, og har en rigtig god speed. Vi ser frem til at arbejde med Mathias, og fortsætte udviklingen af hans store offensive talent,” fortæller Ole Nielsen, administrerende direktør i Odense Bulldogs.
Også Mathias Kløve glæder sig over at have fremtiden på plads i nye rammer, hvor talentet kan blomstre:
“Jeg er meget glad for mit skifte til Odense Bulldogs og ser det som en oplagt mulighed for at tage næste skridt i min udvikling. Klubben har et stærkt setup, og jeg har kun hørt positive ting om både organisationen og menneskene bag. Jeg er både stolt og motiveret over at blive en del af Odense Bulldogs, og jeg ser frem til at bidrage til klubbens fortsatte udvikling. Samtidig glæder jeg mig til at møde alle i og omkring klubben, ikke mindst mine kommende holdkammerater og fansene.”
Mathias Kløve støder til truppen i august og kommer til at spille med nummer 73 på ryggen.
Kontrakten er på betingelse af den endelige godkendelse fra Danmarks Ishockey Union.