Mason Klee skifter fra ECHL til Metal Ligaen og Odense Bulldogs

Odense Bulldogs opruster defensiven med den amerikanske back, Mason Klee. Han skifter til Odense Bulldogs på en kontrakt for den kommende sæson, hvor han skal tage del i titelforsvaret.

Den 25-årige amerikaner tager for første gang skridtet til europæisk ishockey, når han tilslutter sig Odense Bulldogs efter en solid sæson i den nordamerikanske ECHL. Med sit fysiske spil, taktiske forståelse og evne til at læse spillet er Mason Klee en alsidig back, der både kan lukke af i egen zone og bidrage i den offensive del af spillet.

”Vi har haft fokus på at finde en stabil og højrefattet back, og her passer Mason Klee perfekt på profilen. Han er en fysisk stærk back med store kvaliteter i duelspillet, særligt i egen zone. Han markerer sig også offensivt med et tungt skud fra blå linje.” fortæller Ole Nielsen, administrerende direktør i Odense Bulldogs, om den nyeste tilføjelse til den fynske trup.

Mason Klee er heller ikke et ukendt navn for cheftræner, Jason O’Leary, som også tidligere har forsøgt at hente den stærke back til Europa:

”Jeg har et godt kendskab til Mason Klee, som absolut er en kvalitetsspiller. Han kombinerer en god fysik med et stærk skøjteløb og solide defensive egenskaber, mens han samtidig kan bidrage med sine offensive kvaliteter.” siger Jason O’Leary.

Mason Klee, som kommer til at spille i trøje nummer 24, ankommer til Odense i begyndelsen af august, hvor han deltager i opstarten med resten af holdet.

Kontrakten er på betingelse af den endelige godkendelse fra DIU.


Metal Ligaen opruster og ansætter kommerciel chef