Frederik Søgaard vil også i den kommende sæson være på holdkortet for Odense Bulldogs, da han netop har underskrevet en etårig kontraktforlængelse. Dermed er den 23-årige målmand klar til sin tredje sæson for Odense Bulldogs, når den nye sæson blænder op til august, og endnu engang danner han makkerpar med Fredrik Bergvik i målet.
Den unge keeper har gennem de seneste sæsoner været den ene halvdel af det fynske målmandsteam, hvor han har udfyldt den svære rolle som backup-målmand. Her har han bevist sin vedholdende motivation og sult til at presse på for spilletid med en høj arbejdsmoral og dedikation til at fortsætte sin udvikling i klubben og det belønnes nu med en kontraktforlængelse.
- Frederik Søgaard er fortsat ung og udvikler sig fint i klubben. I denne sæson pådrog han sig desværre en rigtig ærgerlig skade, der gav et stort afbræk i sæsonen og for en periode sendte ham på sidelinjen. Efter hårdt arbejde i kulissen kæmpede han sig tilbage i slutningen af sæsonen og er nu tilbage med et fortsat udviklingspotentiale, som vi skal bygge videre på, fortæller Ole Nielsen, administrerende direktør i Odense Bulldogs.
Med Frederik Søgaards stærke mentalitet og sine kvaliteter i målet vil han nu fortsætte med sit hårde arbejde i kulissen og forberede sig til den kommende sæson, hvor han vil være klar til at tage kampen op med Fredrik Bergvik i målmandsteamet.