Stemningen til slutspillets hjemmekampe i Spar Nord Arena når nye højder, når der sættes ild til spillerindløbet. I det øjeblik Bulldogs drengene løber på isen, bliver arenaen forvandlet til en intens og medrivende kulisse med flammer.
Det spektakulære ildshow er med til at løfte oplevelsen for både spillerne på isen og fansene på tribunerne, og skaber en endnu stærkere ramme for de afgørende kampe, hvor stemningen sættes og opbakningen intensiveres.
Muligheden for at skabe disse ekstraordinære rammer er blevet til i tæt samarbejde med Metal Netværket ved Henrik Bøgh, som har været stålfast i ambitionen om at tage kampoplevelsen til næste niveau i Spar Nord Arena. Vores stærke partnere i Metal Netværket har derfor stået i spidsen for udviklingen af oplevelsen og den økonomiske finansiering af ildshowet. Alt sammen for at bidrage til at skabe en endnu større og mere intens slutspilsoplevelse for alle i og omkring Odense Bulldogs.