Jonatan Tanus skifter til Odense Bulldogs på en et-årig kontrakt

Den 26-årige forward indtager den fynske is på en kontrakt frem til sommeren 2022.

Finske Jonatan Tanus er en teknisk og taktisk velbegavet forward fra allerøverste hylde med en målnæse udover det sædvanlige. Han er stærkt skøjtende med en ekstrem acceleration på de første meter og er en dygtig afslutter med et slagkraftigt skud.

"Jonatan Tanus tilslutter sig truppen efter at have spillet de seneste fire år i den bedste finske liga. Han medbringer masser af fart, erfaring og er meget målfarlig i sit spil, mens vi samtidig er overbeviste om, at hans spillestil vil passe perfekt til både holdet og ligaen. I Jonatan får vi en ung og sulten spiller, der brænder for at skubbe klubben fremad og som bringer energi til holdet. Over de seneste to sæsoner har Jonatans rolle ændret sig, men vi giver ham nu muligheden for igen at være den offensive og kreative spiller, som han med stor succes har vist sig frem som i tidligere sæsoner." - Fortæller cheftræner i Odense Bulldogs, Paul Thompson, om den nytilkomne forward.

Den lynhurtige forward har i sine ungdomsår repræsenteret samtlige af de finske ungdomslandshold med hele 66 optrædener og samlet 60 point til følge, og har desuden været kaptajn for både U16- og U17-landsholdet. 

Jonatan Tanus selv ser frem til at prøve kræfter med en ny liga og sætte sit aftryk på den fynske is: "Tiden er for mig, er den rette til at prøve mig af i en ny liga og jeg har samtidig et ønske om at opleve et nyt land og en ny kultur. Jeg har udelukkende hørt godt om Bulldogs og finder projektet meget interessant, så da muligheden opstod, var det ikke nogen svær beslutning for mig at tage til Odense.

Med et par svære sæsoner i rygsækken for Bulldogs, ser jeg frem til at træde i karakter for klubben og være med til at rykke holdet i en positiv retning med mine offensive kvaliteter og bringe slutspillet tilbage til Odense. Vi skal præstere som et hold og blive bedre dag for dag, så vi sammen kan indfri vores fælles forventninger om at sikre en slutspilsplads. Jeg kan slet ikke vente med at komme i gang for Bulldogs!"

De seneste fire sæsoner har Jonatan Tanus spillet i den bedste finske SM-Liiga for henholdsvis SaiPa og senest Pelicans, hvor han totalt set står noteret for 208 kampe og 76 point. Udover sin store erfaring fra den stærke SM-Liiga, har Jonatan Tanus spillet 144 kampe i den næstbedste finske liga, Mestis, hvor han lavede hele 122 point. I 2016/17-sæsonen blev han desuden hædret med en række kåringer heriblandt prisen som topscorer, bedste forward, bedste point-per-kamp (1.39) og +/- (+31) statistik og samt en plads på sæsonens All-Star hold.

"Holdet er nu tæt på at være komplet og vi er alle meget spændt på den nye sæson. Jonatan og resten af holdet arbejder benhårdt i kulissen med sommertræningen og rutinerne, så vi starter sæsonen ud i god fysisk form." - Afrunder Paul Thompson.

Kontrakten er på betingelse af godkendelse fra DIU's Licensudvalg.

Se mere om Jonatan Tanus her.


Guld Bulldogs: Salget lukker om en uge Bliv Guld Bulldogs medlem i dag