Efter ti år med kolde drikke i glassene og stærk opbakning fra tribunerne går en æra nu på hæld i Spar Nord Arena. Odense Bulldogs og Carlsberg har siden 2016 samarbejdet om at skabe rammerne for kampaftener på Fyn, men med udgangen af indeværende sæson afsluttes partnerskabet.
Gennem et årti har Carlsberg været en integreret del af oplevelsen omkring hjemmekampene i Odense som leverandør af både læskedrikke og fadøl samt en del af klubbens hovedsponsor team. Samarbejdet har været kendetegnet ved en fælles ambition om at sikre de bedst mulige rammer for fans, samarbejdspartnere og spillere.
Carlsberg har stået bag holdet hele vejen igennem: fra sportslige nedture til uforglemmelige højdepunkter, herunder kulminationen med klubbens første danske mesterskab i sæsonen 2024/2025. I hele perioden har Carlsberg været en stabil og værdifuld partner, som har bidraget til udviklingen af klubben og oplevelsen i arenaen.
Der skal lyde en stor tak til Carlsberg for et mangeårigt, loyalt og professionelt samarbejde, der har haft stor betydning for Odense Bulldogs.