Det kan være svært at balancere sport, uddannelse og arbejde som ung eliteidrætsudøver, men Odense Elite College hjælper de unge godt på vej

Odense Bulldogs har et samarbejde med Odense Elite College, der i øjeblikket har flere af spillerne fra truppen boende.

Odense Elite College er et kollegiefællesskab for elite-orienterede unge mennesker under uddannelse eller i arbejde i Odense Kommune, og hjælper dem med at danne både overblik og balance i deres hverdag. Med fokus på at skabe en sammenhængende hverdag med struktur, i det rette miljø, for de lidenskabelige unge, vil Odense Elite College bidrage til at fremme og understøtte de unges talentudvikling inden for sport, kultur og kunst.

Collegeleder i Odense Elite College, Jesper Sandberg, fortæller om samarbejdet med Odense Bulldogs:
"I Odense Elite College er vi rigtig glade for samarbejdet med Odense Bulldogs og sætter en ære i at være behjælpelige med at huse de unge talentfulde ishockeyspillere, når de bliver en del af Odense Bulldogs. Vi har i øjeblikket fire spillere fra Odense Bulldogs boende samt både en dreng og en pige fra ungdomsholdene i OIK at finde hos os, mens vi ser frem til at have endnu flere i fremtiden."

Hovedfokusset hos Odense Elite College er på spillernes trivsel og balance i en travl hverdag, hvor både sporten og uddannelsen eller arbejdet skal balanceres.

Jesper Sandberg fortsætter:
"Vi hjælper vores passionerede unge med at planlægge og skabe struktur i deres hverdag, således at der er tid til, at ishockey og uddannelse eller arbejde kan kombineres. Og samtidig skal der være tid til at være et ungt menneske, hvor også familie, venner og kærester fylder meget."

Samarbejdet med Odense Elite College er vedvarende og der vil derfor også i fremtiden være flere spillere fra truppen, der flytter ind i kollegiefællesskabet, hvor de kan have stor gavn af de mange værktøjer, som Jesper og hans team giver de unge eliteidrætsudøvere.

Du kan læse mere om Odense Elite College her. 


Trøjeauktionen går i luften på mandag Lej Carlsberg Pucken til dit næste arrangement