Malte Setkov tiltræder i Odense Bulldogs på en aftale for resten af sæsonen

Odense Bulldogs har indgået en aftale med Rødovre Mighty Bulls, der sender 26-årige Malte Setkov til det fynske ishockeyhold for resten af sæsonen. Aftalen trådte i kraft den 31. januar kl. 23.00, og Malte Setkov er derfor allerede officielt en del af Bulldogs-truppen.

"Vi er meget glade for, at det er lykkedes at tilknytte en spiller af Malte Setkovs kaliber. Vi har haft en god og konstruktiv dialog med Rødovre Mighty Bulls om aftalen, og vi er sikre på, at han bliver en vigtig brik for os i den sidste, spændende del af sæsonen," siger administrerende direktør i Odense Bulldogs, Ole Nielsen.

Malte Setkov tilfører vigtig erfaring og kvalitet til Bulldogs' trup. Han har en baggrund fra svensk ishockey, hvor han i en tidlig alder tog til og blev en del af ungdomsakademiet i Malmö Redhawks, hvor han også senere fik sin debut i SHL. Malte Setkov har spillet 59 kampe i SHL og 166 kampe HockeyAllsvenskan, inden han i 2022 vendte hjem til Danmark og skiftede til Rungsted. I denne sæson har han været en profil for Rødovre Mighty Bulls, hvor han som assisterende kaptajn har leveret solide præstationer både defensivt og offensivt.

Udover sin erfaring fra Sverige, har Malte Setkov allerede knap 30 kampe for A-landsholdet på CV’et, mens han også har repræsenteret ungdomslandsholdene gennem sin ungdomskarriere. Også i øjeblikket er Malte Setkov landsholdsaktuel, da han rejser med resten af landsholdet til Norge i næste uge, hvor de deltager i en firenationers-turnering i Oslo.

"Vi ved præcis, hvad vi får med Malte Setkov. Han er en spiller med store kvaliteter i begge ender af isen og bringer en solid erfaring, som vil styrke os både defensivt og offensivt i den sidste del af sæsonen," siger Ole Nielsen.

Tilføjelsen af Malte Setkov er muliggjort gennem en økonomisk opbakning fra personer tæt på klubben. "Den opbakning er vi meget taknemmelige for, og vi ser frem til at få Malte i aktion i Bulldogs-trøjen." afslutter Ole Nielsen.

Malte Setkov tilslutter sig truppen snarest muligt og vil være klar til at bidrage i den resterende, afgørende fase af sæsonen.

Kontrakten er på betingelse af den endelige godkendelse fra DIU.


Odense Bulldogs forstærker defensiven: Setkov klar for fynboerne