Når siden i kalenderen vendes til august, står sidste sæsons topscorer, Joakim Thelin, igen klar til at trække i Bulldogs-trøjen og forsvare mesterskabet. Det sker efter parterne er blevet enige om en kontraktforlængelse for den kommende sæson.
Dermed er den svenske fanfavorit klar til sin tredje sæson i Odense Bulldogs, og det er en topmotiveret skarpretter, der med stor glæde ser frem til at vende retur til den fynske hovedstad:
”Efter sidste sæsons guldtriumf var det en nem beslutning for mig at tage endnu en sæson foran Danmarks bedste fans i Bulldogs-trøjen.” fortæller Joakim Thelin og tilføjer:
”Jeg ser vildt meget frem til den kommende sæson, og jeg glæder mig til at se alle fans og sponsorer på tribunerne igen.”
Joakim Thelin var i mesterskabssæsonen en stor profil for Odense Bulldogs, og leverede også sin hidtil klart bedste professionelle sæson målt på point. En præstation der gjorde ham til en afgørende brik i Odense Bulldogs’ første danske mesterskab nogensinde. Den bomstærke forward fik nemlig undervejs i sæsonen netmaskerne til at blafre 33 gange og noterede sig samlet set 68 point på tværs af både grund- og slutspillet.
I slutspillet alene stod Joakim Thelin for 17 point fordelt på 10 scoringer og syv assists på vejen mod guldet, og det sikrede ham fuldt fortjent en plads på sæsonens Allstar hold.
”Vi er rigtig glade for at fortsætte samarbejdet med Joakim Thelin. Vi ved præcis, hvad vi får både på og udenfor isen, hvor han sportsligt er en nøglespiller og topforward, der leverer stabilt, mens han også personligt er en meget vellidt karakter i omklædningsrummet.” fortæller Ole Nielsen, administrerende direktør i Odense Bulldogs og fortsætter:
”Det er altid glædeligt, når vi formår at fastholde en udenlandsk profil som Joakim Thelin. Det bidrager til kontinuiteten omkring holdet og viser samtidig, at han tror på projektet og den retning, vi bevæger os i – og dét glæder vi os over.”
Kontrakten er på betingelse af den endelige godkendelse fra DIU.