Sebastian Ehlers har underskrevet en 2-årig kontraktforlængelse

Sebastian Ehlers har de seneste fire sæsoner tørnet ud for Odense Bulldogs og har nu underskrevet en kontraktforlængelse på to år, så den 27-årige forward er sikret i klubben frem til sommeren 2023.

Forlængelsen med Sebatian Ehlers er en del af den af den positive udvikling for fremtiden i Odense Bulldogs og aftalen er medvirkende til at sikre stabilitet i spillertruppen med henblik på de kommende sæsoner.

Adm. direktør i Odense Bulldogs, Ole Nielsen, fortæller om forlængelsen: “Vi er glade for at kunne præsentere en 2-årig kontraktforlængelse med Sebastian Ehlers. Sebastian er en rutineret og stærk spiller på banen med taktisk stor forståelse og overblik, men også i omklædningsrummet, hvor Sebastians personlighed spiller en stor rolle. Vi skal sikre stabilitet omkring truppen med de rette spillere, og netop denne filosofi er Sebastian en del af.”

Sebastian Ehlers glæder sig over forlængelsen og ser frem til at bidrage til den positive udvikling i Odense Bulldogs: “Jeg er rigtig glad for at have forlænget min kontrakt med Odense Bulldogs. Min familie og jeg har boet her i snart 4 år og vi har elsket hvert minut. Så da muligheden kom for at få lov til at blive, skulle vi ikke tænke længe over det. Klubben har været igennem en hård periode i den tid, hvor jeg har været her, men jeg er meget positiv over udviklingen, der er sket over de sidste par måneder og jeg glæder mig til at være en del af den fremtid, som Odense Bulldogs går i møde. Desuden vil jeg gerne takke både fans, medspillere, ledere og alle omkring holdet, for at have gjort mine snart fire år i Odense, til en sand fornøjelse for både min familie og jeg. I er en stor del af denne beslutning.”

Sebastian Ehlers har spillet i Odense Bulldogs siden 2017, hvor han skiftede fra Aalborg Pirates. Den hårdtarbejdende forward har været en stabil spiller i klubben siden dag et, og er fra næste sæson klar til sin femte sæson i Bulldogs-trøjen.


Det virtuelle puckspil: Runde 3 Støt Dale Mitchells afskedskamp